Velkommen til Danmarksdemokraterne Silkeborg

I Danmarksdemokraterne Silkeborg kæmper vi for: 

  • Velfærd
  • Vækst
  • Borgerinddragelse

Det kalder vi "Bare Sund Fornuft". 

Se vores valgprogram for KV25 her

Pressemeddelelse - 18/03/26

Danmarksdemokraterne foreslår stop for vindmøller og solcelleparker i Silkeborg kommune

Danmarksdemokraterne i Silkeborg vil i samarbejde med Liberal Alliance fremsætte forslag i byrådet om, at Silkeborg Kommune træffer en overordnet beslutning om at stoppe planlægningen af vindmøller og solcelleparker på landbrugsjord, i det åbne land og naturen i kommunen. Forslaget kommer på baggrund af modstanden for flere VE-projekter, som vi så fra borgere i blandt andet Hjøllund, Vrads og Balle.

"Borgerne i Silkeborg har sendt et meget tydeligt signal. Mange mennesker oplever, at store solcelleparker og vindmøller ændrer deres lokalområde markant. Derfor mener Danmarksdemokraterne, at kommunen bør lytte til borgerne og sige klart nej til flere projekter af den type," siger gruppeformand for Danmarksdemokraterne i Silkeborg, Morten Vehl Revsbeck.

I Danmarksdemokraterne ønsker vi i stedet, at kommunen prioriterer projekter, der kan bidrage til vækst og udvikling i det lokale erhvervsliv, og herunder også udvikling i bosætningsmuligheder.

"Der er ofte ganske få personer, som har økonomisk interesse i at etablere lokale VE anlæg, mens generne i høj grad rammer alle de borgere, der bor tæt på dem. Det er ikke en rimelig balance," siger Morten Revsbeck.

Danmarksdemokraterne understreger samtidig, at partiet fortsat bakker op om grøn energi, hvor det kan etableres uden at genere borgere eller beslaglægge landbrugsjord.

I Danmarksdemokraterne peger vi blandt andet på solceller på tage, bygninger, støjværn og andre eksisterende konstruktioner som en mere hensigtsmæssig løsning, hvor kommunen selv bør gå forrest.

Samtidig opfordrer Danmarksdemokraterne til, at kommuner udviser større hensyn til hinanden i planlægningen af energianlæg. Ifølge partiet placeres vindmøller ofte tæt på kommunegrænser, hvilket kan betyde, at generne rammer borgere i nabokommuner.

Med baggrund i den sikkerhedspolitiske situation fremhæver vi i Danmarksdemokraterne også hensynet til fødevaresikkerhed som en del af baggrunden for forslaget.

Danmarksdemokraterne mener derfor, at Silkeborg Kommune bør sige klart fra over for opstilling af vindmøller og etablering af solcelleparker på landbrugsjord i kommunen.

For mere information, kontakt: Morten Vehl Revsbeck Gruppeformand, Danmarksdemokraterne i Silkeborg 

Tlf.: 21265950 

Mail: mortenvehlbjerk.revsbeck@silkeborg.dk

Kontakt os

Danmarksdemokraterne Silkeborg

Facebook 

mail: kontakt@ddsilkeborg.dk